Berner sennenhund stammer fra kantonen Bern i Schweiz, hvor racen i flere hundrede år blev brugt som alsidig gårdhund. Opgaverne omfattede trækarbejde (trække mælkevogne), hyrdning af kvæg og vagt af gården.

Racen var nær udryddelse i slutningen af 1800-tallet, men blev reddet af en gruppe schweiziske opdrættere. Professor Albert Heim var central i at systematisere avlen. Den schweiziske raceklub blev grundlagt i 1907, og den første racestandard blev udarbejdet.

I Norden har berner sennenhund en trofast tilhængerskare, og raceklubberne arbejder for at forbedre sundhed og levetid i racen.

Berner sennenhund er godmodig, rolig og meget familiekær. Racen er tålmodig med børn og har en naturlig vagtsomhed, der gør den til en troværdig familiehund. Berneren er reserveret over for fremmede uden at være aggressiv — den holder gerne lidt afstand, indtil den har lært nye mennesker at kende.

Racen har bevaret noget af vagthundeinstinktet og melder fra med gøen ved uventede besøg. De fleste bernere er lidt dominante og samarbejdsvillige.

Racen knytter sig stærkt til familien og foretrækker at have mennesker omkring sig. De kan blive ængstelige eller destruktive, hvis de er meget alene.

Berner sennenhund har et moderat aktivitetsbehov. Daglige ture på 1–1,5 timer er som regel tilstrækkeligt for en voksen hund.

Racen kan lide at gå ture, men er ingen udholdenhedsatlet — berneren foretrækker rolige ture i skov og mark frem for intensiv træning. Racen tåler kulde godt, men har det svært i varmt vejr på grund af den tykke pels.

Hvalpe bør skånes for hård fysisk belastning for at beskytte led og skelet under vækstperioden. Mental stimulering med sporsøgning og enkle lydighedsøvelser er godt for racen. Trækarbejde er en aktivitet, mange bernere trives med.

Berner sennenhund har desværre en relativt kort levetid sammenlignet med andre racer. Kræft, især histiocytært sarkom, er den hyppigste dødsårsag og kan ramme hunde i ung alder. Andre almindelige sundhedsproblemer omfatter hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD), mavedrejning og nyresygdom.

Raceklubberne anbefaler HD- og AD-røntgen af avlshunde samt generel sundhedsundersøgelse. Nogle opdrættere DNA-tester også for degenerativ myelopati (DM).

Forventet levealder er 7–10 år. Der pågår internationalt forskningsarbejde for at forbedre sundheden og øge levetiden i racen.

Berner sennenhund har en lang, silkeagtig dobbeltpels med det karakteristiske trefarvede mønster (sort, hvid og rustbrun). Racen fælder meget — både jævnt hele året og ekstra i fældningsperioderne. Børst pelsen 2–3 gange om ugen, dagligt under fældning.

Brug en slicker-børste og underuldskam. Bad efter behov, men ikke for ofte, da det kan fjerne naturlige olier i pelsen.

Tjek ørerne regelmæssigt og hold kløerne korte. Pelsen samler let snavs og mudder, især i nordisk klima.

Vær forberedt på, at et hjem med berner sennenhund aldrig er helt frit for hundehår.

Berner sennenhund er en samarbejdsvillig, men lidt sagtmodig race at træne. De lærer gerne, men i deres eget tempo. Positiv forstærkning med ros, godbid og tålmodighed giver bedst resultat.

Racen er sensitiv og reagerer dårligt på hård korrektion. Start socialiseringen tidligt — det er især vigtigt at give hvalpen gode oplevelser med forskellige mennesker, steder og situationer, da racen kan blive sky uden tilstrækkelig socialisering.

Vigtige træningsfokus omfatter at gå pænt i snor (berneren bliver stor og stærk) og grundlæggende lydighed. Racen egner sig til trækhundesport og uformel lydighed.

En berner sennenhund-hvalp fra en opdrætter, der sundhedstester avlshundene, koster typisk mellem 20.000 og 40.000 kr — kontakt opdrætteren for aktuel pris. Prisen afspejler sundhedstestning (HD, AD, generel sundhedsscreening) og at racen har relativt små kuld.

Årlige omkostninger er højere end for mindre racer: foder til en stor hund koster mere, og forsikringspræmien er gerne højere. Regn med 20.000–30.000 kr årligt til foder, forsikring og dyrlæge. Sundhedsforsikring er især vigtig i betragtning af racens kendte sundhedsproblemer.

Berner sennenhund passer for familier, der ønsker en stor, rolig og kærlig hund. Racen er tålmodig med børn og trives med et roligt familieliv med daglige ture. Berneren passer dårligere for dig, der bor i lejlighed uden elevatoradgang (racen er stor og tung), er meget væk hjemmefra, ønsker en meget aktiv træningspartner, eller ikke er forberedt på den korte levetid og de kendte sundhedsudfordringer.

Overvej nøje, om du er klar til potentielt at miste din hund i ung alder — det er en realitet, mange bernerejere møder.

En hvalp fra en opdrætter, der sundhedstester avlshundene, koster typisk mellem 20.000 og 40.000 kr — kontakt opdrætteren for aktuel pris. Regn desuden med højere foder- og forsikringsomkostninger end for mindre racer.

Ja, berneren er en fremragende familiehund for dem, der har plads. Racen er tålmodig med børn, godmodig og kærlig. De er sjældent aggressive og trives med at være en del af familielivet.

Racen behøver 1–1,5 timers daglig motion. Rolige ture i skov og mark passer godt. Berneren er ingen udholdenhedsatlet og foretrækker moderate aktiviteter. Vær forsigtig med intens motion i varmt vejr.

Ja, berneren fælder meget. Racen har lang dobbeltpels, der fælder jævnt hele året og ekstra under fældningsperioderne. Daglig børstning under fældning og 2–3 gange om ugen ellers er nødvendigt. Forvent hundehår overalt.

Den mest alvorlige udfordring er kræft (histiocytært sarkom), som er den hyppigste dødsårsag i racen. Andre almindelige problemer er hofteledsdysplasi (HD), albueledsdysplasi (AD) og mavedrejning. Levetiden er desværre relativt kort (7–10 år).

Berneren er samarbejdsvillig, men kan være lidt sagtmodig. Racen lærer i sit eget tempo og behøver tålmodig, positiv træning. De er ikke så intense som typiske arbejdsracer, men reagerer godt på ros og godbid.

Det frarådes. Berneren er en stor, tung hund, der behøver plads. Racen trives bedst med have og rummelig indendørsplads. Trapper kan desuden belaste leddene, især hos hvalpe og ældre hunde.

Forventet levealder er 7–10 år, hvilket er kortere end mange andre racer. Kræft er den hyppigste dødsårsag. Valg af opdrætter, der prioriterer sundhed og langlivet avlsmateriale, kan bidrage positivt.